Fra ukendt produkt til eksportvare

E3light er en startup virksomhed, der specialiserer sig i miljøvenlige produkter. De havde udfordringer med at sælge deres product “the Mylight”, som er en LED flex strip, der aktiveres, når den opfanger bevægelse. De tog fat i Design-People, der hjalp dem med at definere deres målgruppe og udvikle en fortælling, der kunne øge salget.


Design-People foreslog at arbejde ud fra en kvindelig målgruppe, og undersøgte hele produktoplevelsen, fra køb og udpakning til opsætning og brug – fra det kvindelige perspektiv.
Design-People udviklede, i dialog med potentielle kvindelige købere og brugere, fortællinger, der viste alle fordelene ved produktet i sammenhæng med nye brugerscenarier. ”Bedlight” blev det vindende koncept, der beskriver et scenarie, hvor et barn bliver trøstet om natten. Når man står op om natten, vil det dæmpede Mylight oplyse gulvet i det øjeblik, man svinger benene ud af sengen, og dermed skabe en guidende og rolig atmosfære. Scenariet hjalp os med at designe en indpakning og et kommunikationskoncept, som kvinder med det samme kunne relatere til, ud fra deres egne behov.


“Da vi først introducerede Mylight i markedet, stod det ikke klart for forbrugerne, hvad det kunne bruges til. Design-People hjalp os med at definere en kvindelig hovedbruger og iscenesætte og kommunikere en stærk fortælling, som man kan relatere til. Tre måneder senere blev vores forbedrede brugeroplevelse og marketingsstrategi essentiel, da det kom til at åbne dørene til det amerikanske marked. Vi forventer at sælge 500 000 Mylights til næste år.”

Projektet resulterede i en ny indpakningsløsning til Mylight, der fremhæver en nem opsætning og god førstegangsbrug.
Siden Mylights genlancering, er salget i USA stukket af, og Danish Trade Council tildelte E3light Vitus Export Prize.